Strandkål
Strandkålen er blevet ret populær de seneste år og er ofte éen af de første gode sager, man tager ud og henter som ny sanker – og det er ikke helt tilfældigt.
Strandkål er nemlig en fremragende grøntsag og kan bruges på flere stadier – en slags naturens turbo-broccoli. Vild mad handler ofte om en jagt på smage og “krydderurter”, men her en plante, hvor du kan samle dig et reelt måltid, eller tilbehør til en ret uden det store besvær.
Voksested og kendetegn
Strandkålen vokser typisk imellem sten og grus på lidt mere udsatte kyster. Gerne hvor der er opskyllet tang. Den findes sjældnere på sandstrande og i beskyttede miljøer.
Den har glatte blågrønne “duggede” blade og en stængel der bliver op til 60 cm høj. De små skud/blade der pibler frem mellem stenene i april er ofte rødlige/violette og planten skyder hurtigt i vejret.
Inden blomstring danner den blomsterstande der minder virkelig meget om broccoli. Den blomstrer i juni og juli med hvide blomster er samlet i en kugle øverst på stænglen. Strandkål smager bedst om foråret og i starten af sommeren.
Senere på sæsonen bliver den sej og hård. Den er almindelig i det meste af landet med undtagelse af Nord- og Vestjylland. Sidst på sommeren kan man indsamle frø fra strandkålen og så dem hjemme i haven.
Når man har fundet den et par gange er den meget let at identificere og anvende og kan næppe forveksles med andre planter.
∂

Strandkål på Djursland © Strandhøst
Smag
Smagen i strandkål udvikler sig efter sæsonen:
Nye skud smager fint af broccoli/asparges, men der er ikke meget mad i de små blade, så lad dem stå. Lidt senere omkring start/midt Maj kan man høste blomsterstande der ligner, smager og kan bruges som brocoli. Desuden med en smag der også har noter af asparges. En virkelig lækker plante.
De hvide blomster smager af kål og dufter og smager også af honning. De er dog mest anvendelige som pynt.
Derefter laver planten grønne transparente frø af sine blomster og der kan man med fordel slå til. De smager fremragende af kål og friske ærter.
De bliver dog hurtigt mørkegrønne og hårde og så går det lidt ned af bakke for strandkålen. Frøene bliver stenhårde og hele planter bliver mere og mere bitter som sæsonen går.
Anvendelse
Alle steder hvor du ville bruge brocoli og asparges kan du bruge de friske blomsterstande.
Udsprungne blomster til pynt, f.eks i salater.
De grønne frø anvendes som ærter, og der kan man give sine gæster en lille oplevelse da det alligevel er de færreste der har smagt denne vilde sæsonspecialitet.
Bladene kan igennem sæsonen bruges til forskellige ting, hvor man ønsker en vild kålsmag. Det er en virkelig anvendelig plante der kan bruges kreativt i køkkenet på de forskellige stadier.

Harpuneret skrubbe og strandkål ©Strandhøst
Sæson
April – September hvis man tager ydersæsonerne med. Herfra skal lyde en opfordring til god sankestil da det er meget forskelligt hvor meget strandkål der findes og det er de seneste år blevet en efterstræbt plante. Hvis der er en stor bestand så høst bare til eget forbrug, men er der få planter og der evt. allerede er høstet så lad dem stå.
Når du høster så nøjes med 1/3 af planten så vil den nemt klare sig og sprede frø til næste sæson.
Se evt mere om at sanke vilde planter her : At sanke vilde urter
2 kommentarer
-
Eddy Evensen
Hvordan skal jeg forholde mig til denne oplysning?:
“Ifølge Fødevarestyrelsen må man spise strandkål i moderate mængder (svarende til cirka 30 gram råt bladmateriale tre gange på en sæson), da det ikke bør indtages i samme mængder som almindelig kål.
Fødevarestyrelsen
Sundhed og mængde
Anbefalet grænse: Omkring 30 gram rå blade tre gange i løbet af en sæson.
Årsag: Planten indeholder stoffer (glucosinolater og thiocyanater), som kan hæmme kroppens optagelse af jod og i store mængder give en forstørret skjoldbruskkirtel.
Akutte risici: Der er ikke fundet tegn på akutte forgiftninger, men det frarådes at spise det som en fast del af den daglige kost.-
Strandhøst
Som der står skrevet – som en anbefaling – Det frarådes at spise det som en fast del af en daglig kost … det giver sig selv da sæsonen er 4-6 uger …. Medmindre man fryser store lagre ned men det kan bestanden alligevel ikke holde til de fleste steder. Fødevarestyrelsen giver en masse anbefalinger – det er ikke lov eller deciderede advarsler … men deres anbefalinger med den viden de pt har. Prøv evt at læse deres anbefalinger på champignon som flere har som fast del af deres kost. Og træf så dit eget kvalificerede valg. Jeg har valgt ikke at rette i artiklen da strandhøst er under afvikling og jeg driver istedet http://www.naturhoest.dk
-