Mød din Naturterapeut

 

Hej ! Jeg hedder Svend Hamann.

Jeg er uddannet Socialpædagog og naturterapeut og har 26 års erfaring indenfor Socialpsykiatrien og +35 års erfaring med outdoorlivet. Jeg beskæftiger jeg mig på fuld tid med natur og naturterapi.

Jeg er ejer og stifter af www.strandhoest.dk, et firma dedikeret til vild mad, natur, ild, måltider og naturterapi. Mine passioner kredser om naturen og det vi kan bruge den til – ikke mindst på det mentale plan.

Missionen for mig er at hjælpe flere mennesker til at finde ro, mental afslapning og få nogle ægte pauser – altsammen med naturen og min guidning/hjælp som værktøj.

Jeg har gennem de sidste 26 år arbejdet med psykisk sårbare mennesker og min fascination og forståelse for naturen og mine friluftsfærdigheder har været centrale værktøjer i arbejdet med at styrke det enkelte menneskes chancer for recovery og indre ro.

I dag fylder depression, angst, uro og stress desværre  mere og mere for de fleste mennesker og her er naturen en god hjælper til at finde ro og lindring. Især hvis man lærer at forstørre og forstærke dens helende kræfter gennem naturterapeutiske teknikker.

Jeg har haft hundredevis af samtaler med medmennesker der har kæmpet med sindets udfordringer såsom stress, angst, depression, søvnproblemer, rastløshed og indre uro. Jeg har opstartet og drevet et naturprojekt for psykisk sårbare og har sideløbende uddannet mig som naturterapeut. Efterfølgende har jeg etableret og faciliteret over 10 naturterapihold og har + 5 års erfaring med naturterapi på et meget praktisk og konkret niveau. Det er der ikke mange i Danmark der har.

Min egen forbindelse til naturen har rødder helt tilbage til mine teenageår. Jeg er en ivrig lystfisker, roer havkajak, dyrker UV-jagt, sanker mad fra naturen, laver mad over bål – generelt trives jeg bare godt udendørs.

Jeg er helt overbevist om, at naturterapi kan være menneskets vej til ro og balance, især i en tid, hvor teknologi, sociale medier, konstante inputs, arbejde og stress fylder mere og mere. Livet accelererer, og jeg vil gerne guide dig til at mindske indre uro, sove bedre, få ro i nervesystemet og genoprette forbindelsen til naturen.

Dette sker bl.a. igennem mindfulness, åndedrætsøvelser, vandreture, skovbadning, mad fra naturen, guided friluftsmeditation og alt det andet der venter på os derude. Jeg lægger vægt på god stemning, humor og et trygt miljø hvor deltagerne kan slappe 100 % af.

For mere information om mig og mine aktiviteter, kan du kigge dig omkring her på  www.strandhoest.dk.

Jeg ser frem til at dele min passion og viden med dig, der søger forbindelse og ro gennem naturen.

Se mere om metoden her: Hvad er naturterapi ?

Bedste hilsner Svend