Vild Mad
Stranden er et kæmpe spisekammer af “ny nordisk mad”. Der er masser af planter og tang der historisk har været anvendt som spise og krydderurter. Mange af dem har fået en renæssance de seneste år, hvor der er kommet stort fokus på økologi, bæredygtighed og nordiske råvarer. Ikke mindst takket være restaurant NOMA mfl. der anvender vilde urter i deres berømte gourmetkøkkener.
PLANTER OG URTER
Hvis man først begynder at interessere sig for spiselige urter, bliver en gåtur ved stranden aldrig den samme – man scanner konstant omgivelserne og ser mad overalt !
Som at gå i et kæmpe supermarked hvor varerne er gratis, og du kan vælge præcis den du bedst kan lide.
Jeg bruger følgende urter, der alle er meget almindelige ved de danske kyster:
Gråbynke, strandsennep, strandmælde, strand arve, fuglegræs, lægekokleare, salturt, stor nælde, skvalderkål, strandkål, løgkarse, strandbede, strandasters mfl.
Der er så meget at hente og selvom mange af dem ikke er store måltider i sig selv bidrager de som krydderurter og smagsgivere. Råvarer der gør, at vi kan lave original og unik mad, som man ikke kan købe sig til – men til gengæld have glæden ved selv at finde, samle og tilberede.
Du kan læse mere om de forskellige urter, tang og deres smag og anvendelse i min bog “Strandhøst – vild mad fra kyst og hav”
TANG
I Danmark er tang i maden forholdsvis nyt. Vi kender det mest fra sushi, men i mange lande er tang en helt almindelig fødevare. Det er en meget bæredygtig spise og der er enorme uudnyttede ressourcer og miljømæssige fordele i at anvende tang.
Tang har mange anvendelsesmuligheder i maden og kan bruges både frisk og tørret. Lav granulat af tørret tang og producer dine egne produkter som tangsalt, tangmel, fiskepanering m tang osv.
Der er mange mange arter, men disse uhyre almindelige tangplanter enhver kan sanke ved de danske kyster:
Blæretang, sukkertang, savtang, tarmrørhinde.
Frisk tang bruges f.eks. i supper, salater, stuvninger og sammenkogte retter, mens tørret tang er godt i brød, pasta og krydderiblandinger.
Der udvikles løbende nye fødevarer med tang f.eks. tangøl, tangsennep, tangpesto og tangchips. Der er gode muligheder for at konservere tang derhjemme ved at tørre det
Tang eller tangekstrakt indgår allerede i en del dagligdagsprodukter som , uden at vi tænker over det eksempelvis i is, flødepulver og ost. Alginat (tangprodukt) er et fortykkelsesmiddel til fødevarer som bruges i mange danske fødevarer.
Der skal ikke bruges meget andet end et par gummistøvler og en spand for at sanke tang, og udover råvarer til køkkenet er du sikker på frisk luft og afstressning i det fri.
Det salte miljø og de barske vejrforhold ved kysten skaber nogle smage der er ikke kan efterlignes i landbruget … Det er naturlig mad.
Det er bæredygtigt. Det er sundt.
Du kan læse mere om de forskellige urter, tang og deres smag og anvendelse i min bog “Strandhøst – vild mad fra kyst og hav”