7 tips til vinterovernatning i DK

Er man ny i friluftsliv og overnatning udendørs, er det helt sikkert fornuftigt, at starte sit friluftsliv i de varme og lyse mdr.

Men efter en tid, vil man måske prøve noget nyt, skubbe grænsen, eller udfordre sig selv lidt.

En god måde at gøre dette på er at overnatte ude om vinteren.

Det kan sagtens lade sig gøre og er et fint lille hverdagseventyr. Desuden er der masser af fordele ved vinterovernatning – de kommer til slut i indlægget.

Jeg har været på adskillige vinterovernatninger i al slags vejr  og har derfor nogle vintererfaringer, jeg gerne deler her

hvis nogle skulle have lyst til en nat i frost og sne :

1. Shelter eller telt ?

Shelter er mest komfortabelt – et mindre telt er varmest, hvilket måske overrasker nogle.  Det skyldes den store luftudskiftning og luftmassen der er i et åbent shelter. Luftmassen er mindre og mere stillestående i et telt. Man er altid i læ i sit telt, hvilket ikke er en selvfølge i et shelter.
Hvis man alligevel vælger shelter,  kan man med fordel sætte en tarp (reklamelink) op for indgangen.

 

2. Beklædning
Koden til at holde varmen hedder : Lag på lag. Uldundertøj, Bukser, fleeztrøje(r), og et vindstoppende lag yderst. Så er du godt kørende. Husk hue og handsker – der forsvinder meget varme ud gennem hænder og hoved. Man regulerer varmen ved at tage lag af og på.
Det er nemlig ikke godt at svede eller fryse, så hold dig tør og varm,  uanset om du sidder stille eller hugger brænde.
Ja – det giver en del omklædning, men det er besværet værd, at holde kroppen tør og varm. Tjek evt. forskelligt beklædning ud her : Beklædning (Affiliatelink)

3. Bål
Lav et godt lidt stort bål, det kan også regulerer din varme, da du kan flytte tæt på eller længere væk, desuden er bålet dit lys i mørket og nem adgang til at varme mad og drikke. Så en god taktik er at samle masser af brænde, mens det er lyst, og så holde bålet kørende til sengetid.

4. Om Natten
Brug en sovepose med komforttemperatur efter forholdende.
Sørg for at være ordentligt isoleret nedefra – tjek R værdien på dit underlag.
Behold uldundertøj på i posen – og behold også huen på. Men ikke mere tøj end det.
Det er din kropsvarme der skal varme soveposen op, så du skal ikke pakke dig alt for meget ind tæt på kroppen.
Man kan regulere op på varmen med følgende ting:

– Lav en fleezpose af 2 sammensyede fleeztæpper og put den inden i posen
– Kog vand og put det i drikkeflasken inden sengetid – tag den med i posen
– Samme princip med en varm sten fra udkanen af bålet – pas på forbrændinger !!
– Tag et ekstra tæppe over soveposen
– En Buff varmer halsen
– Lig tæt op af din sidemand – hvis det er passende 🙂

– Vær aktiv inden du hopper i posen – ikke så du sveder, men få varmen og  blodomløbet lidt igang.

5. Mad og drikke
Det er faktisk ligeså vigtigt at være hydreret om vinteren, som om sommeren, så drik rigeligt med vand, kakao og andre varme drikke. Er du voksen så drik lidt mindre mørkt øl og rom/jägermeister end du ville gøre om sommeren 🙂 Alkohol og vinterkulde er ikke gode venner.
Det kræver ekstra brændstof at holde varmen på en kold dag og  nat.
Det er ikke her, man skal tænke på kalorier og slankekure. Spis solid mad, og hav rigeligt proviant med.
Personligt kan jeg godt lide at spise tung morgenmad feks. Morgenmadsburger med spejlæg, hotdogs, chilli con carne eller som på en december overnatning : Medister og brunede kartofler. Det virker lidt skørt, men er superlækkert når det er koldt, og kroppen gerne vil have lidt at arbejde med, efter at have holdt termostaten oppe hele natten 🙂

6. Bonus
Der er mange fede ting ved at overnatte ude om vinteren – bonusser som man ikke høster i sommermånederne :
– Nemt at finde ledigt shelter eller teltplads
– Der er mere ro i skoven om vinteren – færre MTBere, løbere og andre gæster.
– Der er mulighed for at der kommer sne – Hvilket er superfedt.
– Et snedækket landskab eller skov er magisk og meget smukt, at kigge på .
– Dem der godt kan li at sidde i mørket ved bålet, har mange flere timer til det.
– Du sætter meget mere pris på, at bo i en opvarmet bolig, med varmt vand i hanen,  når du kommer hjem igen.
– Er man et barn ( eller en barnlig voksen) er det lidt sejt at fortælle familier og  venner at man har overnattet ude i sneen 🙂

Så pak bare dine ting og kom afsted – vinternætterne og hverdagseventyret venter på dig derude.

Go tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *