Voksested og kendetegn
Hvor mange andre tangarter vokser på helt lavt vand og i tidevandszonen,  findes sukkertang på lidt større dybder og gerne hvor der er lidt strøm. Jeg har fundet den fra ca 2 meter og ud, så skal man have fat i denne lækre tangplante,  er det på med våddragten, eller badebukserne om sommeren.
Høst kun planter ude i vandet, da de opskylllede kan have været døde længe og høst kun steder med god vandkvalitet langt fra kloakudløb, industrihavne og åudløb. Brug som altid fornuften.

Sukkertang består af ét langt, brunt blad på en stilk, der hæfter til bunden, oftest til en sten. Bladet er krøllet i kanten og har en karamelagtig brun farve. Den er ikke umiddelbart at forveksle med andre tangplanter.

Smag
Sukkertang smager salt, af hav men også lidt sødt. Den indeholder mannitol, som er en sukkerart, indholdet af denne er højest i de varme måneder.. Når tangen tørres, ses sukkerstoffet som et hvidt pulver på overfladen. Har masser af umami og virker som andre tangarter smagsforstærkende. Når sukkerindholdet er højt har sukkertang noter af lakrids i smagen.

Tang er en råvare der er på vej frem, dels på grund af sundheds/smagsmæssige egenskaber, men også fordi det er en kæmpe uudnyttet ressource.

Anvendelse
Det er en ret sej tangplante som enten skal koges i 10-20 minutter – eller tørres.  Som tørret granulat i f.eks mel-paneringsblandingereller tang-salt,  kogt kan den strimles som salat.

Man kan også pakke en fiskefilet ind i sukkertang og stege den sprød på panden.  Eller stege den alene i olie til sprøde chips.

Der er plads til eksperimenter for tang er slet ikke færdigafprøvet i vores danske/nordiske køkken.

Vokser fra bunden – så det friskeste stykke er nærmest stilken. Skær planten lige over stilken når du sanker – så skyder den igen.

Sæson
I princippet hele året , men det højeste sukkerindhold er om sommeren.

 


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *