Makrellen er en sommergæst i de danske farvande, og er uhyre populær at fange.

Det er den dels fordi det er en lækker spisefisk, men også fordi det er et fiskeri hvor alle kan være med. I sæsonen trækker makrellerne rundt i store stimer og kommer stimen forbi,  der hvor du fisker, er de som regel ret lette at fange … og man kan fange mange på kort tid.

Det er flotte og stærkt fightede fisk der giver store oplevelser, både når de fanges og når de senere spises.

Makrellen trækker typisk rundt på halvdybt vand, og kan derfor bedst fanges fra moler og høfder, eller hvor dybt vand skærer tæt ind under kysten. I sensommeren kan den dog også træffes tæt på almindelige kyster,  hvor den jager rundt i overfladen i kæmpe flokke.

Anvendelse:

Makrellen er en såkaldt fed fisk, hvilket betyder,  at den er propfuld af de sunde omega 3 fedsyrer og andet godt,  til dig og din krop. Fordi den er fed –  af en fisk at være –  kan den sagtens tåle en lidt hårdhændet behandling i køkkenet. Den er f.eks. god at stege og grille, da man derved fjerner lidt af fedtet.   Frisk makrel er en virkelig lækker sommerspise,  og for rutinerede “kystjægere” og fiskere,  er en skindstegt makrel smagen af dansk sommer. Da sæsonen er lidt kort har man gennem tiderne udviklet diverse konserveringer og især røget makrel og makrel i tomat,  er blevet uddødelige klassikere i de danske køkkener.

 

Min personlige favorit er makrel grillet på skindet med  Tzatziki,  lavet med agurk i tern og masser af frisk dild – den syrlige yougurt og de knasende sprøde stykker frisk agurk er fremragende modspil til makrellens svulstige og lækre fedme. Smager allerbedst når den spises på stranden,  imens solen går ned 😉

Tager du ud og skaffer dig dine egne makrel er det vigtigt at have en køleboks med eller rense fisken på stedet og tage hjem straks efter fangsten. Makrellen er desværre eén af de hurtigste fisk til at fordærve – dels pga. olien og dels fordi man ofte fanger den i den varmeste tid.

Sæson

Makrel kan fanges regelmæssigt fra juli – har højsæson i august/september – og trækker væk igen ud på efteråret … fra havne og båd kan der som regel fanges makrel et godt stykke ind i efteråret – men så er det også slut.

 

Metode

Makrellen er som regel let at fange,  det handler mere om at finde stimerne.

Fra mole og høfder bruger man typisk et makrelforfang som dette   Makrelforfang  med en  Pirk   i enden(affilate links) . Man kaster ud og affisker vandet i forskellige dybder, med varieret indspinning.

Det er en fordel at kaste relativt langt så et sæt som dette er rigtig fint i 9 fod med en kastevægt på 10-40 g: Fiskesæt Makrel (affilliate link)

En anden mulighed er at fiske med flåd og naturlig agn – ex. vis sildestrimler . Det er stærkt underholdende og børnene kan sagtens være med her. Spændingen når flåddet dykker under og makrellerne angriber i dybet kan konkurrere med hvilkensomhelst Ipad eller smartphone 🙂 . Se mere om metoden her og fiskeri fra kysten her : Guide kystfiskeri

I de tilfælde hvor makrellen trækker tæt på kysten i sensommeren vil man typisk fiske med almindeligt spinnegrej, da makrelforfang og pirk let sætter sig i bunden,  på det relativt lave vand langs kysten. Det grej du normalt spinnefisker havørrred og andre arter med fungerer fint til makrel. Se ovennævnte guide.

Smuk fisk, lækker i køkkenet, og den findes lige ude den danske sommer – go´tur !

 

Kategorier: Fisk

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *