Voksested og kendetegn

Løgkarse er en plante man kan finde nærmest overalt og således også på stranden. Typisk bag tangvolden,  og på bagstranden,  ind imod f.eks hegn eller agerland.

 

Løgkarse er en toårig plante, og den er ret forskellig  i sit første og andet leveår.

Første år er den en lille lav busk/ buket af mørkegrønne hjerteformede blade med grove takker hele vejen rundt og tydeligere furer/årer i bladene. Bladene er glatte og har tydelige årer langs overfladen.

Andet år bliver den op til en meter høj og sætter blomst og spreder frø. Bladene bliver mere spidse og brændenælde-lignende i formen og planten er typisk mere lysegrøn. Den får grønne frøkapsler og små, hvide blomster, der sidder i runde buketter.  Hvis man er i tvivl kan man nuldre et blad hårdt imellem fingrene – hvis de efterfølgende lugter af løg er det et sikkert kendetegn.

 

Smag og anvendelse

Løgkarse er en alsidig plante i køkkenet, og bruges både som grønsag og krydderurt. Smagen er variabel efter sæson, men typisk med en milde løgsmag der har toner af både hvidløg og sennep. Du kan bruge blade, blomster, frugter og frø. Den kan bruges rå i salater, til det grønne drys istedet for persille eller purløg. Løgkarsepesto kan hæve mange retter og serveringer fra ordinære til en sjælden oplevelse.  Planten kan koges, dampes, steges og grilles. 

Sæson

Det er muligt at sanke løgkarse hele året, men med så mange andre urter er den bedst som ung plante.  Højsæsonen er i April/Maj hvor den er langt nok fremme til at kunne høstes i mængder der giver mening som andet end krydderurt. Blomster findes i Maj/Juni og efter afblomstringen falder den i kvalitet og bliver grovere i bladene.  

Kategorier: Planter

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *