Voksested og kendetegn

Strandområder, klitter, skrænter, hedelandskab ud til havet og åbne områder inde i landet.

Den stikkende busk kan klare sig med meget lidt næring, og kan tåle vind og frost. Evt. græssende dyr spiser ikke af den og den kan vokse på næsten alle typer af jordbund. Så Enebærbusken er en nøjsom vækst.  Det eneste krav ene stiller er lys – og busken bliver let skygget bort af andre træer. 

Enebærtræet er et nåletræ i cypresfamilien og kan antage forskellige former fra kravlende buskads til 3-4 meter høje træer. De kendes bla. på deres bær der egentlig er en lille kogle. Andre kendetegn er nålene der er ca 1 cm lange og sidder 3 ad gangen rundt om kvisten. De stikker ret meget.

Bærret/koglen modner over 2 år og er første år grøn og andet år blå – begge farver findes på de samme buske. Man kan experimentere med smagen af umodne og modne bær, men helt klassisk høstes de modne blå bær og tørres ved stuetemperatur og så har du samme produkt som når du køber enebær i handlen… Bortset  naturligvis fra glæden og tilfredsstillelsen der følger med, at du selv har fundet og hentet dem.

På afstand kan Ene forvekles med Cypres eller Tuja – disse har dog ikke stikkende nåle, men blade der sidder tæt ind til stilken og ligner små skæl. Cypres er uskadelig men tuja er meget giftig !!

Umodne grønne bær og modne blå bær på samme busk.

 

Smag og anvendelse

De grønne bær har en friskere citrusagtig smag, mens de modne smager som du  kender krydderiet tørrede enebær, der bruges til kødretter (især vildt) , i gryderetter og til at smagssætte alkohol.  Den meget populære Gin er  egentlig primært alkohol smagssat med masser af enebær,  og vil du imponere dine venner er det ret let at fremstille sin egen gin ved at lade enebær trække i vodka.  Man kan også lave enebærsalt ved at blende bær med salt og ekempelvis bruge det til en dyreryg eller i en vintergryderet med rodfrugter og fløde.  Kviste eller en håndfuld bær kan også bruges i rygeovnen og så kan du pludselig lave enebærrøgede produkter.

Enebærkrat på strandengen

Sæson

Sæsonen er hele året, der findes bær i forskellige stadier året rundt, men det er een af de få ting der er at hente derude hen på vinteren. Derfor vil jeg stærkt anbefale at trave nogle overdrev og strandenge igennem i februar/marts og tage enebær med hjem til madlavning og tørring. Det giver røde kinder og en rar fornemmelse i kroppen når man kommer ind i varmen igen og har lidt “bytte” med hjem

Bærret tørrer fint ved stuetemperatur så bare tør dem og fyld på glas – de behøver ikke at komme på køl og holder smagen mindst et halvt års tid.

Kategorier: Planter

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *